Om M/S LILLEØR

Hurtigfærgen M/F LILLEØR, som lige nu er under konstruktion på det kinesiske værft Afai Southern Shipyard, er 35 meter lang og 10 meter bred. Målene sikrer en komfortabel sejlads. Selv i blæsevejr på op til 16 m/s. Skibet monteres med finner, som kan aktiveres i vandet for at undgå rulning i blæsevejr.

Der er plads til 296 passagerer og fire besætningsmedlemmer. Desuden er der 44 siddepladser på det åbne dæk på 1. sal samt plads til 75 cykler og barnevogne. Der er tre ind- og udgange på hver side af hurtigfærgen. Disse kan bruges samtidig for at sikre kort og effektiv operation i havnene.

Indretningen af hurtigfærgen er inspireret af de behov, som ses blandt passagerer på Samsø Rederis færge PRINSESSE ISABELLA, der sejler mellem Hou og Sælvig.

I hurtigfærgen etableres en lille café på nederste dæk med mulighed for køb af forfriskninger og snacks.

Der er wi-fi ombord samt adskillelige strømudtag/USB-ladestik. Alle sæder har læderbetræk og en nedklappelig bakke af metal fastgjort på sædet foran med plads til en computer eller tablet. På nederste dæk er der smalle borde langs vinduerne med mulighed for at arbejde under overfarten. Der er desuden fokus på at belysningen kan tændes i sektioner, så pendlere kan sidde i dæmpet belysning på den tidlige morgentur.

Der er afsat to stoleområder til passagerer, som rejser med hunde. Der etableres en skærm til børne-tv med tilhørende pladser forrest i hurtigfærgen.

På nederste dæk er et område dedikeret til borgere, som har været til ambulant sygehusbehandling, hvor det er muligt at skabe lidt fred med et gardin, som kan trækkes for.

Der er afsat plads til fire kørestole på nederste dæk med tilhørende toilet samt handicapvenlige ind- og udgange i færgen.

Der sikres god ventilation i færgen, ligesom der ved alle vinduer etableres varmedyser, som modvirker kuldestråling og dug.

Ved færgens anløbssted i både Aarhus og Sælvig bygges solide flydebroer af beton. Hermed vil hurtigfærgen og kajen altid ligge ud for hinanden, hvilket giver god adgang for kørestole, barnevogne, cykler og lignende. Fra flydebroen til kajen etableres en gangbro med en svag stigning på max fem procent – uanset høj- og lavvande.

Ansvarshavende og copyright © for denne hjemmeside:

Hornslet-gruppen

v/ Ernst Hornslet

Tranebjerg

20 20 85 35

E-mail: webmaster@hornslet.net